Den Danske ordbog definerer ordet: Terror, på følgende måde:
” (Trusler om) voldshandlinger som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål.”
” Voldelig, hensynsløs eller chikanerende adfærd over for nogen, ofte som straf eller som middel til at opnå noget.”
De definitioner passer på såvel organisationen Hamas som på staten Israel, men da det kun er Hamas som figurerer på USA’s og EU’s terrorlister, og ikke staten Israel, så eksisterer der fra starten en ubalance i muligheden for dialog, til trods for at begge parter kan tilskrives drab på, og bortførelser af civile på modpartens side.
Verdensdemokraterne billiger på ingen måde terror, uanset om det begås af stater, organisationer eller personer.
Men for at kunne modvirke terror er det nødvendigt at se på de underliggende årsager til at nogen udøver terror, og være villig til at tage den svære debat om hvorvidt det er den eller de personer der udøver en given terroraktion i sidste instans er dem der udøver en: “Voldelig, hensynsløs eller chikanerende adfærd overfor nogen, enten som straf eller som middel til at opnå noget.” Eller om deres handlinger er produktet af denne adfærd.
Hverken USA´s eller EU´s terrorlister har været med til at skabe fred eller løse konflikter.
Derfor er Verdensdemokraterne klar til at indgå i debatten om hvornår der er tale om terror for egen “vindings” skyld og hvornår der er tale om statssanktioneret terror mod en given befolkningsgruppe, og om hvorvidt der i visse situationer er tale om en modstandsgruppe som ikke har andre muligheder for at kæmpe for deres basale rettigheder end i det skjulte.
Historisk set kan vi i Danmark spørge os selv om de danskere der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig, med bomber, sabotage og likvideringer, var frihedskæmpere eller terrorister ? Og vi kan spørge os selv om hvordan vi vil reagere hvis det scenarie som vores politikere ikke finder usandsynligt, nemlig at Rusland angriber Danmark, om vi så ville være villige til selv at udføre den slags handlinger mod en overmagt som fratog os vores frihed og vores menneskerettigheder, og måske endog fængslede, torterede eller dræbte vores familier ?